Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sociale fællesskaber, tryghed og forældresamarbejde

Sociale fællesskaber kræver sociale kompetencer

Sociale kompetencer er nødvendige for at kunne begå sig i sociale sammenhænge. Og i barnets første leveår skal nogle af grundstenene lægges i dette sociale fundament, der skal bygges ovenpå, gennem hele livet.

Børnene lærer sig sociale kompetencer primært ved at interagere i sociale sammenhænge – leg, fælles aktiviteter og samspil med andre børn og voksne.

Vi arbejder på at skabe gode betingelser for børnenes dannelse af venskaber, mulighed for deltagelse og at arbejde med både store og små fællesskaber.

Sociale spilleregler er et vigtigt element, som for eksempel at kunne aflæse andre børn og handle derefter og at kunne bruge sproget som socialt redskab i forhold til kommunikation, forhandling, samarbejde og konfliktløsning.

Empati, indlevelse i andre, rummelighed og accept af forskelligheder er andre vigtige elementer i vores arbejde med de sociale fællesskaber. Vi arbejder især også meget med at barnet skal kunne mærke efter og sige fra på en god måde over for andre, både børn og voksne, og både på egne og andres vegne.

Tryghed er afgørende for barnets trivsel

Nærvær, omsorg, opmærksomhed på relationer samt et tæt forældresamarbejde er vigtigt for at skabe tryghed, både for børnene og for forældrene.

At barnet føler sig trygt er essentielt for at barnet trives og har mulighed for at udvikle sig optimalt. Noget af det vi lægger meget vægt på er, at arbejde med vores relation til det enkelte barn og gruppen, samt børnenes relationer til hinanden. Ligeledes ser vi det som en vigtig opgave at danne gode relationer til forældrene.

Struktur og genkendelighed er med til at skabe en tryg og overskuelig hverdag for barnet, og vi lægger meget vægt på at strukturen understøtter vores kerneopgave og tiden til det enkelte barn bedst muligt.

Forældresamarbejdet skal være tæt, trygt og forpligtende

I forældre er vigtige samarbejdsparter for at kunne arbejde med at skabe tryghed og gode sociale fællesskaber for alle børnene. Derfor er det nødvendigt med et åbent og tæt samarbejde med jer, hvilket vi prioriterer højt. Vi prioriterer at afsætte tid til både de faste samtaler, og de samtaler der opstår efter behov. Lederen er som udgangspunkt med til alle samtaler, og er til rådighed efter behov derudover.

Den daglige kontakt sikrer at vi arbejder fælles omkring barnet, både med informationer fra hjemmet til børnehaven omkring barnets trivsel og oplevelser, og fra børnehaven til hjemmet.

Forældreinddragelse er vigtig for at kunne bygge bro mellem hjemmet og børnehaven, og vi tænker det ind i vores pædagogiske arbejde. Det kan være at invitere forældre med på en tur, eller til at hjælpe til julefrokost, men det kan også være ting børn skal have med hjemmefra til projekter vi laver i børnehaven.

I løbet af året er der forskellige forældrearrangementer arrangeret af bestyrelsen og/eller børnehaven, som vi opfordrer til at deltage i, så forældrene også kan danne relationer til hinanden, da også det er vigtigt for at støtte op omkring børnenes fællesskaber.